46 år i Kvickly er slut
Efter at have tilbragt næsten hele sit arbejdsliv i nonfood-afdelingen i Kvickly Ribe, har Jan Troelsen efter 46 år sidste arbejdsdag hos Kvickly fredag 26. april.
Går på efterløn
Han startede som elev i butikken, og efter otte måneder i civilforsvaret kom Jan Troelsen tilbage, og har været der lige siden. Men på fredag er hans tid i butikken slut, når han går på efterløn.
- Jeg var elev i foodafdelingen, og da jeg kom tilbage fra civilforsvaret, spurgte jeg, om de havde et job til mig, og det var der så i nonfood, fortæller Jan Troelsen til JydskeVestkysten.
Han har ikke haft den store lyst til at finde et andet sted at være, fordi han har arbejdet et sted, hvor der altid har været en rivende udvikling.
- Det har jo krævet viden at sætte sig ind i alle de produkter, og især i nonfood har vi ofte været på forkant med tendenserne, og det har været dejligt at være en del af, siger Jan Troelsen, der mest af alt vil savne kundekontakten og resten af personalet.
Specielt at sige farvel
- Jeg har nydt det alle årene, så det bliver da mærkeligt at stoppe på fredag. Det bliver ret specielt at sige farvel, siger han og understreger, at det bedste har været det kammeratskab, der er personalet imellem.
Der holdes reception for Jan Troelsen fredag kl. 15-18 i Kvicklys tidligere Bistro på 1. sal.